Tiden skal spoles tilbage til USA’s Californien i 1950’erne. Her finder vi den spæde start på skatens begyndelse, hvor surferne fik en idé; hvorfor ikke surfe i gaderne? De fik et sæt hjul under hjemmelavede bræts, og skateboardet var født. Den måde at skate på blev kaldt for ”sidewalk surfing”. Der var selvfølgelig langt fra den type boards, der kom frem i 1950’erne, og til dem vi kender i dag. De var hjemmelavede og hjulene var enten taget fra rulleskøjter eller lavet af ler. Kender man bare det mindste til skateboards, kan man hurtigt regne ud, hvor dårligt og svært det har været med den slags hjul. Revolutionen kom i 1972, da Frank Nasworthy opfandt nogle bedre hjul. De hjul minder meget om den type, der stadig bruges i dag. Det, der engang havde været en larmende og hoppende tur, var nu blevet til et behageligt ride.

Pools til andet end vand

På grund af tørken, der ramte Californien i slutning af 1970’erne, blev poolejerne tvunget til at dræne deres pools. Det var skaterne hurtige til at udnytte, og de tomme pools kunne bruges til at skate i. Blandt skaterne var poolsne territorier, der skulle erobres. På samme tid blev de første skaterparker bygget. Desværre var mange af dem nødsaget til at lukke igen, fordi de ikke blev brugt, og skateboardingens popularitet var faldende.

Skateboarding – et reklame ikon

Vi skal helt op til 1995 før skateboarding igen bliver populært og mainstream pga. den massive eksponering ESPN’s første Extreme Games gav den. I slut 90’erne blev skateboarding brugt i forskellige reklamer bl.a. for sodavand og for telefonselskaber. På det her tidspunkt begynder moden også at lade sig påvirke af skaterkulturen, og pludselig vil folk gerne ligne dem, der står på skateboards – også selvom de ikke selv kan stå på det. Skateboarding er ikke længere forbeholdt surferne i Californien, men er nu blevet for alle.